Drupal som webshop og som gruppeværktøj

Jeg er involveret i et par spændende projekter, som viser, at Drupal er ved at krydse nogle grænser i Danmark i forhold til, hvad man kan bruge systemet til.

Jeg blev af en kunde bedt om at finde eksempler på brugen af Drupal som "gruppeværktøj" - altså til funktionaliteter som minder om dem, man kan finde på sites som holdsport.dk, groupcare.dk m.fl.

En anden kunde vil starte en (ret speciel) webshop - så jeg researcher også på brugen af Drupal i den sammenhæng.

I forhold til Drupal som gruppeværktøj er det egentlig utroligt, at Drupal ikke har større udbredelse i Danmark, når man tænker på den succes, systemet har haft på andre områder. For Drupal er helt fra den første linjes kode tænkt som netop det - et værktøj som gør det muligt for forskellige typer af brugere at samarbejde om at oprette, redigere, distribuere og tilgå indhold på et website. Drupals fintgranulerede rettighedssystem gør det let at styre, hvilke typer af brugere, der skal have adgang til hvilke funktionaliteter.

Der er da også en lang række internationale eksempler, hvor Drupal-løsninger som Open Atrium og Acquia Commons er platforme for robuste gruppeværktøjer, intranet, ekstranet m.m.

Men Danmark er Sharepoint-, Lotus Notes- og Groupcare-land. Og mange organisationer og virksomheder har investeret meget store summer i tunge systemer, som integrerer med medlemsbaser, økonomisystemer, CRM og meget andet godt - og ofte har processerne været lange og yderst smertefulde. Man sidder måske tilbage med et system, som ikke fungerer optimalt, og som er dyrt i licenser og vedligeholdelse (Lotus Notes-konsulenter ved godt, hvad de skal tage i timen) - men alene tanken om at skulle igennem et platformsskifte får det til at sortne for IT-chefernes øjne.

Derfor er beslutningsprocesserne langsommelige, og det tager meget længere tid for en ny spiller at æde sig ind på dette marked, end det gør på andre områder. Der er også en umiddelbart forståelig angst forbundet med at skulle være pioner - ingen har lyst til at være dem, som skal betale udviklingshusenes lærepenge.

Den gode nyhed er, at der er en del Drupal-projekter i søen (og enkelte er i drift) allerede. Et eksempel er Arkitektforeningen, som allerede i dag bruger Drupal som gruppeværktøj. Jeg ved, at andre organisationer er på vej på Drupal og glæder mig til at kunne præsentere resultaterne her på sitet.

Jeg prædiker jo altid pragmatisme - så det vil jeg også lige gøre her: Integration er næsten altid smertensbarnet i projekter af denne type. Det skyldes sjældent, at Drupal eller de andre nyere CMS-systemer har svært ved at håndtere integration, men det har til gengæld de ofte ældre IT-systemer, de skal integreres med. Så en pragmatiske tilgang er:

1) Undgå integration hvis det er muligt.
2) Overvej om real-time integration virkelig er nødvendig eller om integrationen kan klares på andre måder.
3) Overvej om skiftet af CMS kan være anledningen til også at udskifte forældede medlemssystemer m.m., så det er muligt at tænke en helhedsløsning fra scratch.

Jeg er selv blevet meget klogere på Drupal som gruppeværktøj gennem de seneste par uger og fortsætter med at lede efter gode eksempler.

Når det gælder Drupal som webshop er problematikken måske lidt anderledes - jeg er ikke nået så langt i min research, at jeg kan drage sikre konklusioner. Men umiddelbart ser det ud til, at Drupal her er oppe mod en helt anden form for konkurrence fra relativt billige systemer, som til gengæld mangler den fleksibilitet, Drupal kan levere. Hvis man bare så hurtigt som muligt skal i luften med en shop, er en platform som Magento tillokkende - og der er mange udbydere som for meget små summer kan få dig i gang med at sælge varer på nettet. Jeg tror, at det dækker behovet for mange. Problemerne opstår (og igen - jeg taler på baggrund af en relativt overfladisk research), når man har brug for avancerede CMS-faciliteter i samspil med webshoppen eller på anden vis har behov for en høj grad af fleksibilitet.

Jeg vender tilbage med eksempler på Drupal-webshops senere.

Kommentarer

Hej Ole

Og tak for din spænden log omkring Drupal.

Jeg har arbejdet lidt med Drupal 7 og webshop modulet Drupal Commerce. Ikke at jeg har gennemteste systemet eller føler mig som nogen "Commerce-haj", men min opfattelse er, at det et fint system til mindre webshops med få varer. Samtidig vil jeg mene, at det er lidt svært at gøre brugervenligt som eksempelvis Pretashop er for shop-ejeren.

Men er opgaven at skræddersy en webshop, virker systemt bestemt til at være helt fantastisk.

Glæder mig til at læse når du har gjor dig nogle erfaringer
Morten
www.lille-web.dk

Tilføj kommentar

Filtered HTML

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd><p><br>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.