Drupal er et kollaborativt udviklet modulopbygget, nøgleordsbaseret Open Source-system, som bruges til at bygge html-publiceringssystemer med.
Et kringlet forsøg på en definition af, hvad Drupal er for en størrelse.
Men én ting er at definere hvad Drupal er, og hvad Drupal kan bruges til - noget andet er at definere Drupal-projekter.
Er Drupal-projekter anderledes end andre web-projekter. Gør det en forskel, at man vælger Drupal frem for et andet system - og hvornår i processen opstår forskellene?
En udvikler ville hurtigt kunne pinpointe en række tekniske forskelle på for eksempel Drupal, WordPress eller Umbraco - men er forskellene så betydningsfulde, at de har indflydelse på, hvordan man tænker et projekt - på hvordan projektbeskrivelse og eventuelt (gys) kravspecifikation udfærdiges - for ikke at tale om kontrakter.
Drupal er Open Source (som de tre andre systemer, jeg nævner herover). Gør det en forskel, når det gælder projektering?
Det er ikke retoriske spørgsmål jeg her stiller, for selvom jeg efterhånden er en erfaren projektleder er jeg først ved at skyde mig ind på svarene. Og der er ikke voldsom megen hjælp at hente derude.
Der er myriader af fora, screencast og blogindlæg om ethvert teknisk aspekt. Der er ikke det modul eller den funktionalitet, man ikke kan finde beskrevet og forklaret. Men langt hovedparten af den information, man kan finde om Drupal, er henvendt til udviklere. Amatører som lige har kastet sig over opsætningen af deres første site kan få hjælp til næsten hvad som helst for eksempel på drupal.dk eller drupaldanmark.dk, men hvor starter den kommunikationschef, der lige har fået til opgave at lede et webprojekt, som skal føre til relancering af et eller flere sites på Drupal?
Det vil jeg sætte fokus på gennem de næste måneder her på bloggen, hvor jeg vil invitere nogle udviklingshuse til at komme med bud på, hvordan en intern projektleder bedst griber opgaven an: Hvordan ser en god Drupal-projektbeskrivelse ud? Hvornår i processen vælges udviklingshus? Hvad skal udviklingshuset bidrage med i projekteringsfasen? Hvordan prissætter man et Drupal-projekt? Hvordan sammenligner man tilbud fra forskellige huse? Hvordan undgår man at skulle udfærdige en lang kravspecifikation? Hvad skal man huske at have med i kontrakten?
Kommentarer
Lars Nielsen (ikke efterprøvet)
19 februar, 2012 - 23:16
Permalink
Hej Ole,
Hej Ole,
Det lyder som et meget spændende, og også meget vigtigt projekt du er ved at kaste dig ud i. Jeg kan huske blandt andet til DrupalCon i London i August 2011 at der blev talt en del om at drupal.org skulle gøres mere business orienteret så blandt andet beslutningstagere ville kunne få et bedre overblik over hvad drupal er for en størrelse. Men der er vist ikke sket så meget endnu. ;-)
Med venlig hilsen
Lars ( udvikler )
Ole Nørskov
22 februar, 2012 - 09:43
Permalink
Drupal er for udviklere?
Der bliver jo talt en del om, at Drupal har brug for input fra andre end udviklere - men reelt er Drupal-samfundet et udvikler-samfund. Rigtig mange af de initiativer man ser, handler om at gøre livet lettere for udviklere - ganske, ganske få handler om at gøre livet lettere for udviklernes kunder.
Jeg har lige læst en bog, hvor forfatteren, som er Drupal-designer, skriver, at en af fordelene ved Drupal er, at udviklerne kan blive ved med at opkræve den samme pris for at lave et site på trods af, at udviklingstiden bliver lavere og lavere for hvert site, de har lavet.
Den upside vil jeg jo gerne have, at kunderne får del i - så de kan spare penge eller få mere for budgettet.
Men det stikker dybere end som så. Der er mange faggrupper (konsulenter, udviklingshuse) som har interesse i at få det at planlægge og søsætte et website til at virke mere indviklet, end det reelt er. Samtidig er der i mange - selv relativt små webprojekter - utrolig meget overhead. Projektledelse m.m. fylder godt op på fakturaerne.
Jeg er ikke minimalist. Jeg er pragmatiker. Jeg vil gerne arbejde for, at det rent faktisk kommer kunderne tilgode, at det i dag burde være lettere og billigere end nogensinde at lave et velfungerende site. Jeg tror så også på, at Drupal-miljøet i længden vil vinde på det. For hvis ikke Drupal-miljøet gør den del rigtigt så kommer der nogle andre og viser vejen.
Sideløbende med Drupal-udviklingen er der jo en undergående strøm, hvor stadigt mere komplekse sites laves i for eksempel Wordpress af slutbrugerne selv. Nå - her er jo stof til de første tre-fire blogindlæg, så jeg må hellere stoppe her ....
Tilføj kommentar