I Drupal er det muligt at definere sine egne "indholdstyper" (content types) og udvide dem, så de kan rumme de indholdselementer (billeder, tekst, multimedia, metadata etc.), der er nødvendige.
Men for at få en fornemmelse af, hvad en indholdstype overhovedet er for en størrelse, starter vi lige med at se på de to prædefinerede af slagsen, som Drupal 7 har indbygget, når man opretter en ny installation. Herunder ser man menuen på drupalog.dk, som den ser ud for en administrator. Under "Tilføj indhold" har man i en ny installation to typer af indhold at vælge mellem: Article og Basic Page.

Den simpleste er "Basic page," hvis interface er vist herunder. Her har man mulighed for at indtaste titel og indhold - nix weiter (bortset fra en række indstillingsmuligheder, som vi kommer tilbage til hen ad vejen.)

Indholdstypen Article er magen til, men har desuden et nøgleordsfelt og et image-felt.
Det lyder umiddelbart tåbeligt, at Drupal ud-af-boksen opererer med to indholdstyper, som er næsten ens. Hvorfor ikke nøjes med en enkelt indholdstype? Man kan jo bare lade være med at udfylde de felter, som ikke er relevante. Men der er en pointe.
Når Drupal gør forskel på indhold, er det fordi det giver en meget høj grad af felksibilitet i forhold til, hvordan indholdet skal oprettes, distribueres og vises på sitet.
Det er naturligvis nødvendigt at kunne skelne mellem statiske sider - a la "Kontakt" og "Om" - og aktuelle sider som artikler. De statiske sider skal måske layoutes anderledes, måske skal indholdet vises i en anden rækkefølge, og sandsynligvis skal de statiske sider ikke dukke op på lister over "Mest læste" m.v. Det er let at håndtere, fordi man kan lave specielle indstillinger for hver indholdstype. Graden af fleksibilitet i Drupals administrations-del er svimlende i forhold til håndteringen af indholdstyper - og skulle man savne en funktionalitet er det naturligvis muligt at manipulere indholdstyperne programmatisk.
Se og hør Johan Falk fra nodeone.se fortælle om indholdstyper.
Tilføj kommentar