Man skal ikke have beskæftiget sig længe med Drupal i Danmark før navnet Mikkel Høgh popper op.
Mikkel er blandt andet formand for Drupal Danmark og er én af de teknisk set bedst funderede Drupal-udviklere i landet. Jeg har stillet ham en række spørgsmål om Drupal og udvikling i almindelighed. Enjoy:
Hvor længe har du arbejdet med Drupal - og hvordan blev du i sin tid introduceret til systemet?
Det er mere end seks år siden, jeg første gang prøvede Drupal. Begyndte dog først for alvor at lave sites med det for 5 1/2 år siden.
Jeg har bygget websites siden 1999, lavet mit eget CMS, og brændt fingrene på det.
I flere år søgte jeg efter det “rigtige” system - et som havde den rette balance mellem features og fleksibilitet. Før Drupal har jeg arbejdet med blandt andet Fundanemt, TYPO3 og Mambo/Joomla!
Hvad er dine styrker som udvikler?
Det er svært at sætte ord på, men jeg tror det er en kombination af overblik og alsidighed. Jeg har arbejdet på mange forskellige projekter med meget forskellige roller, og det har hjulpet mig til en forståelse for størstedelen af de mange discipliner, der indgår, når man skal have et webprojekt sat i søen - alt fra design til systemadministration. Samtidig har jeg, måske fordi jeg lavede mange puslespil med min søster i min barndom, et vist talent for at kunne overskue komplekse systemer og planlægge, hvordan man får lavet artitekturen, så man kan få alle brikkerne til at passe sammen og ikke maler sig op i et hjørne.
Kan du give nogle eksempler på spændende Drupal-projekter, du har været involveret i?
Det ubetinget største Drupal-projekt jeg har været involveret i er helt sikkert Ding.TING, som er drevet af et konsortium af folke- og forskningsbiblioteker og biblioteksrelaterede organisationer med henblik på at lave en open source platform for fremtidens bibliotekswebsites. Jeg var den primære udvikler på den første version, som blev lanceret i starten af 2010 - først på bibliotek.kk.dk og aakb.dk, og siden helsbib.dk, vejlebib.dk, roedovrebib.dk, billundbib.dk, koldingbib.dk m. fl.
Det er nu inspirerende at vide, at det man har arbejdet så hårdt og længe på, bliver brugt af mange tusinde mennesker.
Jeg er også involveret i Ding2-projektet, som er en ny og gentænkt version af Ding.TING, som gerne skulle lanceres i starten af november.
Der ud over har jeg det seneste års tid været med til at arbejde på en online byggeordbog (altomhus.dk). Vidensformidling på så højt niveau er både spændende og udfordrende, og som med biblioteksprojektet er det meget professionelt tilfredsstillende at være med at bygge den slags almennyttige løsninger.
Hvilke Drupal-eksperter samarbejder du ofte med?
Reload er vores største samarbejdspartner, og det er da også gennem dem at vi er involveret i Ding.TING. I Drupal Danmark-regi har jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med stort set alle Drupal-eksperter i Danmark fra tid til anden, så det er også et privilegie.
Du er gået fra Peytz & Co. til egen virksomhed, Reveal IT - hvad er fordele og ulemper ved at sidde i et større udviklingshus kontra et lille?
Min motivation for at starte egen virksomhed handlede meget om personlig frihed, et ønske om selv at kunne tage projekter ind (som jeg også gjorde, før jeg blev ansat hos Peytz & Co.), og så ønsket om at flytte tilbage til Lolland, hvor min hustru og mange af mine venner bor.
Den største fordel ved selvstændigheden er nok muligheden for at være agil med firmastrategi, opgave- og teknologivalg. Min kollega Jakob og jeg kan hurtigt beslutte, at nu vil vi prøve noget nyt af, tage en anden type af opgaver ind og lave strategiske sats, som for eksempel vores store satsning på Drupal Commerce.
Den primære ulempe er nok, at vi ikke har et salgsapparat. Jeg er ikke den store sælger, men vi har nu heller ikke rigtig haft behov for at sælge os selv i de tre år firmaet har eksisteret.
Kan du sige et par ord om din udviklings(projektledelses)filosofi - hvordan styrer man bedst et Drupal-projekt?
Jeg er forholdsvis udogmatisk når det kommer til projektstyrings-metoder. Som Poul-Henning Kamp engang skrev i et blogindlæg: “En stensikker opskrift på success i softwareudvikling er en kompetent og inspirerende leder, med op til et dusin motiverede medarbejdere.”
Det mest afgørende for et Drupal-projekt (eller bare software-projekter i al almindelighed), er at man har et godt og kompetent team. Kvalitet, ikke kvantitet. Agil udvikling er det hotte lige nu, og så længe det dækker over en fleksibel proces, der ikke forsøger at planlægge alt for langt ud i fremtiden, er jeg i det store og hele enig. Et af de mest udfordrende ting ved softwareudvikling, er at man stort set altid bliver klogere undervejs. Det kræver løbende justering af planer og/eller budgetter. Det kræver, at man er villig til at gå på kompromis.
Det er i mine øjne derfor, at offentlige IT-projekter næsten altid fejler. Man er ikke villig til at tilpasse projektet til virkeligheden, men forsøger i stedet at tilpasse virkeligheden til projektet. Man skriver store kravsspecifikationer, længe inden man egentlig har forstået problemstillingerne til bunds, og når man først har vundet udbuddet, så hænger man på det, og projektet bliver en lang dødsmarch mod et mål, som ofte er helt forkert formuleret.
Tilføj kommentar